Nøglefærdigt hus – Vi er med dig hele vejen
Vi starter med at lytte
Processen starter med, at vi lytter. Hvad er jeres behov til boligen? Har I særlige ønsker til arkitekturen? Vi kigger også på grunden og undersøger, om der er særlige forhold, der skal tages højde for. Det kunne for eksempel være krav til materialer i lokalplanen eller en skrånende grund.
Herefter kommer vi med inspiration til, hvordan jeres drømmebolig kan se ud. Vi tager afsæt i en af vores seks arkitekttegnede villatyper, der alle er lavet af vedligeholdelsesfrie materialer. Vil I selv bestemme hele boligens udformning, er der mulighed for det med vores Villa Unik.
Hvor er I i livet?
Udformningen af jeres bolig handler i høj grad om, hvor I er i jeres liv. Hvis I har små børn, kan det være en fordel med en separat børneafdeling, et stort køkken-alrum med plads til legekammerater og masser af plads til fodbold i haven. Og hvis ungerne er fløjet fra reden, kan det være, at I lægger mere vægt på en terrasse med formiddagssol, hvor avisen og morgenkaffen kan nydes hver dag.
Når vi er blevet enige med jer om udformning, materialer og placering, tager vi over og bygger huset sammen med vores håndværkere. Vi holder jer løbende orienteret om status på byggeriet, og I er altid velkomne til at kigge forbi byggepladsen, hvis I har lyst. Endelig afleverer vi huset til jer sammen med nøglen på den dato, vi har aftalt.